Krydret ølkage

Kilde: Lone Jensen     Helsingør

Ølkage er en slags krydderkage med både nellikker, ingefær og kanel. Væden i denne ølkage består af hvidtøl eller juleøl og intet andet.

Ølkage eller krydderkage

Ølkager kaldes også nogle gange for krydderkager. Det kan man sagtens kalde denne ølkage, for den indeholder både nelliker, kanel og ingefær. Navnet ølkage kommer af, at kagen indholder en hel sød hvidtøl.

Ølkager havde deres storhedstid under 2. verdenskrig, da smør og æg var rationerede.

Ingredienser i ølkagen

  • 500 gram hvedemel
  • 500 gram puddersukker (brun farin)
  • 1 teskefuld stødt nellike
  • 1 teskefuld stødt ingefær
  • 1 teskefuld kanel
  • 1 teskefuld natron
  • 1 lille hvidtøl

Sådan laver du ølkagen / krydderkagen

Alt tørstoffet blandes sammen. Hvidtøllen blandes i til sidst, hvorefter det hele blandes rigtig godt i en røremaskine eller med en hjulpisker. Så er dejen færdig - er det ikke sindssygt nemt?!

Dejen fordeles i to bageforme i en størrelsen på omkring 25 x 10 cm. Bageformene gnides med smør indvendig og drysses derpå med mel. Tips: Kommer man alt dejen i kun én form, skal den bage så længere, at overfladen risikerer at få for meget.

Ølkagerne bages på 200 grader i 45 min. Efter 30 min lægges et stk. bagepapir over kagerne, så skorpen ikke bliver branket. Stik til sidst en strikkepind eller lignende i den bagte kage for at se, om den er bagt igennem. Der må ikke klæbe dej til strikkepinden.

Lad bageformene hvile lidt, inden ølkagerne vendes ud. Lad derefter kagerne køle af. Når kagen er kold, skæres den i skiver. Krydderkagen smager allerbedst smurt med et godt lag smør.

Ølkagen opbevares derefter i køleskabet i en plastpose. Den er som regel bedre dagen derpå, og den plejer at kunne holde sig i flere uger - eller også var det bare noget man sagde om ølkager unden krigen. To uger kan den dog godt klare.