Forloren hare

Kilde : Niels og Ida Jensen   Gjørslev

Personer : 6-7

Ingredienser :

 

Farsen:

 

500 g finthakket oksesmåkød (8-10% fedt)

500 g finthakket svinesmåkød (8-10 % fedt)

ca. 1 tsk. salt

2 løg

1 lille fed hvidløg

6 spsk. rasp eller tre skiver hvedebrød

4 tørrede enebær, knuste

2 kviste merian, bladene

2 æg

4 dl letmælk

peber

Bardering:

8-10 tynde skiver røget bacon

Saucen:

2 dl fløde 13 %

3-4 spsk. hvedemel

ca. 25 g smør

4 dl suppe eller kalve- eller oksebouillon

1 dl sød ribssaft, eller 2-3 spsk. gelé

½-1 spsk. blåskimmel ost (fx Himmelblå)

Tilbehør:

400 g asier, 400 g tyttebær og 1,5 kg kogte kartofler

 

Kødet
1.
Rør kødet sejt med salt. Pil løgene og hvidløg, skær dem i småstykker og kør dem i foodprocessoren sammen med resten af ingredienserne til farsen. Når massen er jævn og findelt, blandes den med kødet. Har man ikke en food-processor hakkes og moses alt meget fint og blandes med æg og mælk. Rør farsen grundigt og tilsæt peber.

2.
Form den til et aflangt "brød" i et smurt ildfast fad. Læg baconskiverne ovenpå eller skær dem i stumper og stik dem ind som "pigge" i farsen. Sæt "haren" i en 200° varm ovn og lad den brune i 15-20 min.

Saucen
1. Kom fløde, smør og mel i en kold gryde og rør det sammen. Sæt gryden over og bring det i kog under omrøring og bag det godt igennem. Spæd med bouillon til en sauce. Smag til med salt, peber, ribssaft og blåskimmelost. Saucen skal være sødlig som en vildt-sauce. Hæld saucen over haren, skru ned til 150° og lad den bage i en lille times tid. Overøs haren med sauce flere gange undervejs. Server med tyttebærsyltetøj eller rønnebærgele, syltede asier og kartofler.

 

TIPS
Resterne af forloren hare kan varmes og spises næste dag. Eller man kan spise den kold på rugbrød, med en asie på har man et skønt stykke smørrebrød.

Næringsindhold
Energi i 1 portion med tilbehør
3.540 kJ
170 g grøntsager og frugt i en portion

Energifordeling
43 E % kulhydrat
23 E % protein
34 E % fedt