Super-kødsauce til spaghetti - Ragùsauce som i Italien
Kilde : KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD

Personer : 5-6

Ingredienser :

 

1 stort bundt persille

2 løg

3 gulerødder

2 små stilke bladselleri

3-4 fed hvidløg 

ca. 50 g lufttørret italiensk skinke eller pancetta (urøget italiensk "bacon")

3-400 g hakket oksekød 8-10%

4 spsk. olivenolie

2 dl hvidvin

1½ dåse hakkede, flåede tomater

1 lille dåse tomatpuré 

1 dl bouillon

salt og peber

2 tsk. sukker

2 tsk. vineddike

krydderbuket af: 1 lille kvist frisk rosmarin, 2 kviste merian eller oregano, 1 kvist timian, 1 laurbærblad og en strimmel usprøjtet appelsinskræl på 4-6 cm

Tilbehør:

aldente-kogt spaghetti af 6-700 g rå spaghetti

ca. 50 g frisk parmesanost

 

1. Skyl og tør persillen. Gør grøntsagerne inkl. hvidløg i stand. Skær grøntsagerne i småstykker og kom dem i foodprocessoren sammen med 2/3 af persillen samt skinke/pancetta og kør det, til det er helt findelt. Hvis man ikke har en foodprocessor, rives grønt-sagerne på et rivejern og skinken og 2/3 af persillen hakkes meget fint med en kniv.

2.
Riv det hakkede kød lidt fra hinanden så det ikke er en kompakt klump. Brun kødet omhyggeligt i olie i en stegegryde. Det er vigtigt, at det bruner, så giv det god tid. Tilsæt grønsagsblandingen, og lad det brune med. Det skal også nå at brune lidt, så giv også det god tid. Tilsæt vin og lad den dampe næsten helt væk. Tilsæt tomater, tomatpuré samt bouillon, salt, peber sukker og vineddike. Bind krydderbuketten sammen med bomuldsgarn og læg den ved.
Lad ragùen simre under låg i mindst 40 minutter. Rør i den indimellem og juster evt. smagen med mere salt, sukker, hvidløg eller vineddike. Hak den sidste 1/3 af persillen.

3. Kog spaghettien (eller anden pasta) som anvist på pakken, og server den med ragùen samt friskreven parmesan og persille på toppen.

 

TIPS
Når grøntsagerne hakkes fint i foodprocessoren som her, blander de sig helt med kødet og giver kødsaucen en fin konsistens og en kraftig og god smag. Det er vigtigt at saucen får lov at koge rigtig længe. Retter med tomat bliver næsten altid bedst, når de får lov at koge længe og dermed koge lidt ind.

Næringsindhold
Energi i 1 portion med tilbehør
3.329 kJ
235 g grøntsager og frugt i en portion

Energifordeling
56 E % kulhydrat
19 E % protein
22 E % fedt
3 E % alkohol